Apostrof



Apostrof

Hvor er det nu, apostroffen skal stå? Få overblikket og forklaringen her.


Som ved de andre skrifttegn er der regler for, hvornår du skal – og ikke skal - sætte en apostrof.
I nogle situationer er det valgfrit.

Apostrof bruges ved ejefald, tal og forkortelser.
Apostroftegnet og accenttegnet er to forskellige tegn.

1.Ejefald
Ejefald/genitiv er en endelse, der viser, at nogen ejer noget, eller at noget tilhører nogen.

I de fleste tilfælde viser vi det med et ’s’ i slutningen af ordet.

Hannas kjole
Filosoffens kontor
Børnenes legeplads.


Her er det en fejl at skrive: ”Børnenes’ legeplads.”

Det er kun, hvis ordet ender på ’s’ ’x’ eller ’z’, der skal sættes en apostrof på.

Schweiz’ borgere
Mads’ bøger
Norddjurs’ kommunalbestyrelse
Karl Marx’ ideologi
Zeus’ kone


Alle endelserne udtales som en s-lyd.


2. Forkortelser
Ejefald ved forkortelser:

FN’s generalsekretær
EU's beslutninger


Hvis forkortelsen kan udtales som et helt ord, er det valgfrit, om der skal være apostrof eller ej.

UNICEFs nye agenda
UNICEF’s nye agenda

NATOs medlemslande
NATO’s medlemslande


Ved bøjning af forkortelser
Ved disse forkortelser tjener apostroffen til at adskille ordstammen, når ordet bøjes.

Wc’et finder du på gangen.
Der sendes mange sms’er hver dag.
De studerende har deres pc’er med.


Hvis forkortelsen ender med et punktum, da udelades apostrof.
Kbh.s strøg er populært for turister.



3. Ejefald ved tal
Efter ordenstal, det vil sige tal, der ender på punktum, sættes et -s.

Dronning Margrethe den 2.s regentperiode
Christian den 2.s fald


Efter taltegn og symboler sættes der apostrof.
Tip en 13’er.
1920’s genforening
14 %’s alkohol


4. Apostroftegnet og accenttegnet er to forskellige tegn
Vær obs på, at de to tegn er forskellige og sidder forskellige steder på tastaturet.

Apostroftegnet ’ sidder ved * og kommer altid efter et bogstav. Det kan stå efter alle bogstaver, men står mest efter ’s’.

Accenttegnet ´ sidder på tasten til højre for + ? og står over et bogstav. Det bruges mest over e.

Accenttegnet benyttes fx, når noget skal fremhæves.
Dér ligger huset.
Der findes kun én som dig.


Accenttegnet bruges fx også til at adskille to ord med samme betydning´, fx:
rose      rosé
alle        allé


Apostrof og accenttegn tilhører de små tegn i skriftsproget.



5
1 review
Write a review
  • 1
  • 0
  • 0
  • 0
  • 0
Ikke som på engelsk!
 · 2022/09/12
Din anmeldelse
Ja, man anvender jo apostrof på en anden måde på dansk end på engelsk - det er værd at bemærke!
Show more